Intern skole

Jabesskolen er et tilbud til unge, der har behov for et individuelt tilrettelagt skoletilbud. De fleste elever har indlæringsproblemer, og har derfor behov for en skole, der er struktureret, forudsigelig og præget af menneskelig varme.

Jabesskolens formål er at skabe et behandlingsorienteret undervisningsforløb, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen samt, at der kan tilvejebringes de optimale forudsætninger for, at eleverne kan profitere af undervisning og socialpædagogisk indsats.

Desuden er det Jabesskolens mål at skabe et positivt billede hos eleverne omkring indlæring og skolegang, idet eleverne ofte beskrives med massive indlærings- og sociale problemer, som har skabt negative sociale billeder og reaktionsmønstre.

Jabesskolen retter fokus mod undervisning af anbragte børn, der som udgangspunkt ikke er indlæringsmæssigt handicappede, men som har sociale, følelsesmæssige og personlige belastninger og ofte tilknyttet forskellige diagnoser (ex, ADHD, Asberger, Turette m.m.). Desuden vil der ofte også være tale om tilknytningsforstyrrelser samt karakterafvigelser, der medfører uro, manglende koncentration og lav selvtillidstærskel - handicaps, der som oftest udelukker undervisning i ordinære folkeskoler.

Jabesskolens undervisning i form og indhold bygger på vidtgående og individuelle specialundervisningsforløb.

Jabes arbejder værdibaseret og de tre vigtigste principper er:

  • Rummelighed
  • Respekt for det enkelte individ
  • Anerkendelse

Målgruppe:

Unge i alderen 13- 18 år med udbredte vanskeligheder  - såvel faglige som sociale.